Yde+
Jesper Yde arbejder på et af Horsens’ mest ikoniske steder. Han driver sit visuelle kommunikationsbureau, YdePlus, på Fængslet sammen med tre medarbejdere.
Når Jesper ikke arbejder, tager han på eventyr i naturen. Derfor har han købt den firhjulstrukne bil Elmer, som hjælper ham med at komme ud til spændende jagtmuligheder tidligt om morgenen og giver læ, når aftenkaffen skal nydes i skovkanten.
Naturen har også sin plads i Jespers hverdag, hvor han gerne laver mad på bål og sover i shelter i baghaven sammen med sin kone og deres tre døtre.
Jesper begyndte som selvstændig i 2016 med at leje et skrivebord i Fængslets kontorfællesskab 2. Øst. Han ville bygge et fleksibelt bureau med et nært og personligt forhold til kunderne.
De kompetencer, som han ikke selv kender fra sit eget arbejde, finder han hos faste samarbejdspartnere. Nogle af dem er også en del af Fængslets kontorfællesskab. De rå rammer og Fængslets historie har nemlig tiltrukket flere kreative som fotografer, filmfolk og kunstnere. Sammen har de god sparring om det at drive egen virksomhed.
Planen for YdePlus har vist sig at være god. For i begyndelsen af 2020 flyttede virksomheden som den første helt op på fjerde sal. Her har Jesper og hans tre medarbejdere frit udsyn over Fængslets tykke mure og hele Horsens.
Det nye kontor har plads til flere medarbejdere. De skal blandt andet lokkes til af den flade struktur og personlige facon, som gør YdePlus til et ganske særligt bureau.
I YdePlus kender de kunderne godt og er hurtige til at levere det arbejde, der er behov for. Blandt de store kunder, som har nydt godt af det siden 2016, finder man blandt andre Hummel, Flexa og Holmris B8.
Læs mere på ydeplus.dk.