Gå til hovedindhold

Byblomst

Mere liv i byen. Det er målet for iværksætter Mette Bue Lorentzen og hendes virksomhed Byblomst.

  • Læs op

Indhold

    Mette er uddannet antropolog og har specialiseret sig i samspillet mellem mennesker og planter. Og så lå det ret meget i kortene, at hun skulle være iværksætter - hun er nemlig tredje generation af selvstændige i familien (hendes far har eget gartneri, ligesom hans far havde det).

    ”Mennesker og planter?” tænker du måske? Men det giver god mening. Når vi ser blomster, udløser det lykkestoffer i hjernen, som vi ikke får af hverken græs eller fliser.

    Bier og insekter får heller ikke meget glæde af græsplæner, mens de i staudebed finder både nektar og naturlige insekthoteller. Derfor har Byblomst skabt en forretning af at hjælpe kommuner og store virksomheder med at finde det bedste alternativ til kedelige, plejekrævende græsplæner.

    Kontorfællesskab giver god støtte

    Sammen med sin ansatte chef-plantenørd Christina Dolleris ser Mette på behovet i det enkelte område, taler med brugerne og designer den bedste løsning. Byblomst sælger pakkeløsninger, hvor kunderne får en gennemtænkt plan over bedet og let kan plante det korrekt. Resultatet er bede, som er kønne hele året, og stort set passer sig selv.

    Fra begyndelsen i januar 2018 har Byblomst haft kontor i kontorfællesskabet 2. Øst på Fængslet i Horsens. Her har samværet og sparringen med mange af byens andre iværksættere været afgørende for at hjælpe den unge virksomhed gennem de første år.

    Mette har også haft glæde af blandt andre Business Horsens’ iværksætterrådgiver, som hun vil anbefale dig at tale med, hvis du skal ud i verden med din forretningsidé. Men mest af alt vil hun anbefale dig at flytte sammen med iværksættere, som kan give dig den støtte, du har brug for i hverdagen.

    Læs mere om Byblomst.